Revive viser Ronæs Entreprenørs nye bæredygtige slamsuger på Kloakmessen
Når Kloakmessen 2026 slår dørene op i Fredericia, bliver det blandt andet med udstilling af en helt særlig slamsuger, som vestfynske Ronæs Entreprenør netop har fået leveret - opbygget efter et bæredygtigt koncept fra den irske virksomhed Revive.
Ronæs Entreprenør i Nørre Aaby har 33 medarbejdere og oplever stigende efterspørgsel på slamsugeropgaver. Firmaet købte sin første slamsuger i 2021 og råder nu over fire. Seneste skud på stammen er et køretøj, der kombinerer fleksibilitet, ergonomi og miljøhensyn på en måde, man ikke tidligere har set herhjemme.
- Den er fuldstændig custom-made til vores behov og til chaufføren, som har været med hele vejen i processen - også en tur i Irland under opbygningen. Vi har lagt vægt på ergonomi, fleksibilitet og kompakthed, så den kan arbejde i store byer som Odense. Den kan klare næsten alt i én kørsel, og det sparer både tid og mandskab, fortæller indehaver Thomas Rasmussen.
Bag løsningen står Revive, en fem år gammel irsk virksomhed, som har stor succes med at 'upcycle' ældre slamsugeranlæg.
- Vi tager ældre, men fuldt brugbare slamsugeranlæg, renoverer dem fra bunden og bygger dem op på nye lastbiler, komplet med moderne hydraulik, styring og udstyr. Det giver både en økonomisk besparelse og en CO2-besparelse via en stor reduktion i råmaterialer. Ikke mindst de store ståltanke er meget energitunge at producere. Resultatet er et anlæg, der fremstår som nyt, men er langt mere bæredygtigt, forklarer Jesper Hejselbæk, direktør i Revive Nordic.
Danmark er første trædesten i Europa
Den danske/skandinaviske afdeling - med serviceværksted i Greve og snart også Midtjylland - er tænkt som Revives første trædesten ud i Europa, oplyser Jesper Hejselbæk, som har mere end 30 års erfaring med konstruktion og udvikling af slamsugere.
På messen vil både Ronæs Entreprenør og Revive vise det nye køretøj frem og dele erfaringerne bag konceptet.
- Vi glæder os til at møde kloakmestre og entreprenører og vise, at der findes et grønt og fleksibelt alternativ til gængse slamsugere, som bliver mere og mere standardiserede. Mange firmaer står netop nu på vippen til selv at investere i en slamsuger fremfor at leje kapacitet ind, og dem vil vi selvsagt gerne have i tale, siger Jesper Hejselbæk.
Thomas Rasmussen supplerer:
- Vores chauffør kan næsten slet ikke være i sig selv af begejstring, og vi forventer, at maskinen kommer i drift meget snart. Det er en vigtig investering for os, og vi ser frem til at sætte ekstra fokus på slamsugere på Kloakmessen - både vores og andre lastvogns-slamsugere - for markedet bliver bestemt ikke mindre i fremtiden, fastslår han.

Nøglerne til køretøjet blev overrakt på Revive Nordic's nye servicecenter i Greve. Fra venstre er det Susan Byrne, Senior Market Advisor, Enterprise Ireland Nordics, Thomas Rasmussen, Ronæs, Micheál Boyle, COO Revive Group, Kyle O'Sullivan, Irlands ambassadør i Danmark, Liam Kearney, CEO Revive Group og Jesper Dam Buch, Ronæs

Thomas Rasmussen, indehaver af Ronæs Entreprenør, og Jesper Hejselbæk, Country Manager i Revive Nordic, er yderst tilfredse med den "lille ny", de sammen har udviklet.