SAMSON Agrolize suger fagfolk til på Kloakmessen
Når det regner på kloakmestrene, så drypper det blandt andet på Viborg-virksomheden SAMSON Agrolize, som er blandt udstillerne på 2026-udgaven af Kloakmessen i Fredericia.
Midtjyderne har opbygget en stærk niche med deres traktortrukne og kombinerede slamsugere/spulere, som både kan spule dræn og kloakker samt suge det beskidte vand og urenheder op igen.
- Vi sælger rigtig mange maskiner, vi bliver flere og flere medarbejdere, og kloakdelen er blevet en stadig vigtigere gren ved siden af landbrugsdelen. Vi har de seneste tre-fire år talt om, at nu topper det nok snart, men vi vedbliver med at få mere travlt, fortæller salgschef Karsten Kammer.
Han tilføjer, at "Made in Denmark"-skiltet er medvirkende til succesen:
- Vi svejser og producerer selv det hele fra bunden; tankene, opbygningerne og det hele. Og så customizer vi til kunderne, som gerne kommer forbi og følger processen undervejs. Den nærhed og mulighed for at skræddersy og tilpasse maskinerne til kundernes behov, er en vigtig faktor.
Seriøs og professionel messe
Ifølge salgschefen er Kloakmessen i Fredericia også 'medskyldig' i den store travlhed:
- Vi har været med fire-fem gange, og vi oplever det altid som en utrolig seriøs og professionel messe, hvor de rigtige fagfolk kommer, fastslår han.
Maskinerne i SAMSON GK-serien ligger mellem cirka én og fire millioner kroner, så det er ikke nødvendigvis sådan, at midtjyderne langer en håndfuld over disken i løbet af messen.
- Men det handler om kundepleje, om at vise flaget og skabe nogle kontakter, som så længere nede ad vejen måske fører til salg - og der er Kloakmessen rigtig vigtig for os, understreger Karsten Kammer.
I Fredericia vil man kunne opleve en af de store SAMSON GK-maskiner på standen, som nok plejer at kunne suge interesserede til - og så vil man blandt andet også kunne afprøve den nyeste software, som gør det endnu nemmere for operatøren at betjene maskinerne.
- Vi forventer nogle rigtig gode dage i Fredericia, hvor vi møder en masse eksisterende og nye kunder og får en god snak. Vi kan mærke fra år til år, at vi bliver mere kendte, og at vi har nogle kunder, som er rigtig gode ambassadører for os og peger kollegerne i vores retning, og det er vi selvsagt meget taknemmelige for. Så vi glæder os rigtig meget til at komme afsted, slutter salgschefen.
Fagmessen finder sted hos MESSE C i Fredericia den 29.-30. januar 2026!