STARK med stærk profil på Kloakmessen 2026
Byggevarekæmpen STARK sætter alle sejl til, når Kloakmessen 2026 åbner dørene i Fredericia den 29.-30. januar næste år.
- Vi laver en arbejdende stand, hvor man blandt andet kan opleve plastsvejsere demonstrere noget af det, vi er allerbedst til, nemlig fremstilling af specialbrønde, samletanke, røranlæg med videre. Det er langt fra altid, man bare kan bruge en standard pumpebrønd fra hylden, så der tilbyder vi tilpassede løsninger. Som vi plejer at sige: Hvis vores kunder kan tegne det, så kan vi lave det, fortæller Søren Nybo, markedschef for VA i STARK.
Han tilføjer, at klimatilpasning og skærpede regler er med til at give susende travlt:
- Regnvand kommer efterhånden ofte i store mængder på kort tid, og det giver et enormt behov for at få afledt overfladevandet. Hvis der for eksempel bygges et nyt supermarked, så er der behov for at kunne håndtere vandet fra det befæstede parkeringsareal - det kræver et stort opsamlingsanlæg nedenunder, og det får vi tit lov at levere, siger Søren Nybo.
Stiller med fuldt hold
- Vi er også talstærkt til stede i demosandkassen, hvor vi præsenterer forskelligt eldrevet materiel, som kan lejes hos os. Eldrevne maskiner holder klimaaftrykket nede og forbedrer arbejdsdagen med mindre støj og os på byggepladsen, konstaterer markedschefen.
Derudover er STARK faktisk også at finde på Kloakmessens scene begge dage: Torsdag kl. 11.15 præsenterer de værktøjet KlimaLog, som gør co2- og ESG-dokumentation let at håndtere. Fredag kl. 11.15 handler det om STARK.dk og om, hvordan digitale indkøb, lagerstatus og produktdata kan effektivisere kloakmestrenes arbejdsdag.
- Vi giver den fuld gas. Vi vil gerne vise, at STARK dækker hele bredden af produkter, maskiner og digitale værktøjer for kloakmestre og entreprenører. Så vi glæder os meget til at møde dem, og vi stiller med fuldt hold - der er ingen tilbage på kontoret, for vi kommer alle sammen, siger en smilende Søren Nybo.

